Aftenmøde

Torsdag den 7. april 2016 kl. 17.45-21.00
i FN Byen, Marmorvej 51, København Ø

 

Mødet omfatter først en rundvisning i FN Byen, hvorefter Asger Ryhl indleder om emnet Kvinder og kvinders værd

FN Byen, foto Adam Mørk

 
 

 
 
 

 

 
 

 

 

Introduktion
Asger Ryhl er direktør for UN Womens nordiske kontor, cand.polit., globetrotter m.m. Han var AFS-udvekslingsstudent i Kenya i 1982, holdt ’ungdommens tale’ ved Dansk AFS 30 års jubilæums fest i oktober 1987 og har siden haft et spændende arbejdsliv, som i øjeblikket foregår i FN Byen, som også er et besøg værd!

Asger Ryhl har arbejdet for FN siden sit speciale i demografi, fra 1993 i UNFPA’s kvindekontor i New York, siden som udsendt til Zambia som ansvarlig for de mange programmer i Asien og Stillehavsområdet og som landechef i Papua Ny Guinea, hvor han sluttede som fungerende chef i et lille års tid for samtlige FN-operationer og FN-kontorer i landet. Han var leder af FN’s befolkningsfond UNFPA’s nordiske kontor fra 2001-2008, hvor han bl.a. sørgede for stadigt stigende bidrag til familieplanlægnings- arbejdet, der dækker både jordemoderklinikker og oplysning om prævention. I 2011 blev han udlånt til UN Women og blev straks en del af ledelsen i den nye organisation, der i 2013 sendte ham
til København for at åbne det første partnerskabskontor, det nordiske kontor.

Fyraftensmødet er gratis, idet traktementet alene bliver en øl eller en sodavand – og fordi FN Byen ikke tillader, at der opkræves betaling for arrangementer i huset.

Maksimum antal deltagere
Der er plads til maksimum 40 deltagere efter først til mølle princippet. Ved overtegning laves der venteliste. Deltagelse kræver, at du har modtaget e-mail bekræftelse på din tilmelding.

Tilmelding
Det er afgørende vigtigt, at du har tilmeldt dig forinden, så vi kan overgive en deltagerliste til FN Byen nogle dage i forvejen. Sidste frist for tilmelding er derfor fredag den 1. april – og hvis du ikke har fået en bekræftelse, bedes du kontakte os igen!

Mødested
Vi mødes uden for FN Byen, Marmorvej 51, København Ø senest kl.17.45, idet der er identitetskontrol, som kan tage lidt tid. Husk at medbringe BILLED-legitimation, f.eks. pas eller kørekort.

Parkering og adgang
Man kan parkere ved FN Byen til almindelig takst, og herudover kan du gå fra Nordhavn Station – hen ad Østbanegade til Nordre Frihavnsgade, under jernbanen til Marmorvej. Bus 26 går til Færgeterminal Søndre Frihavn – og så må man gå det sidste stykke vej

Vi glæder os til at se dig, FN Byen og, ikke mindst, til høre om fremtidens kvinder!