Årgangsjubilæum 2024

En intens summen af stemmer – ”lidt som bier”, bemærkede Kirsten Anttila, da hun bød velkommen til de godt 70 fremmødte AFS’ere i alle aldre. Alle aldre er måske så meget sagt. Der var ganske vist en gruppe yngre mennesker fra AFS-årgang 1999, men vi var nok flest fra de lidt tidligere årgange.

Og lad mig straks bekende. Jeg tilhører selv den ældre del, her hvor jeg nu har fejret 50-års jubilæum som AFS’er sammen med otte jævnaldrende holdkammerater, er medlem af ældresagen og indehaver af et rejsekort, der blinker ”pensionist” på den blå skærm når jeg checker ind.

Tilbage til den intense summen af stemmer: Det er fantastisk, så hurtigt det går med at få snakken i gang, når AFS’ere mødes! Ikke mindst, når der – som for mit eget vedkommende – er gået 50 år siden man så holdkammeraterne sidst. 50 ÅR! Så der var meget, der skulle indhentes og det kunne høres. At alderen også kan påvirke hørelsen, kan måske også have spillet ind og betydet at volumenkontrollen svigtede i enkelte tilfælde. Men hyggeligt var det.

Her kommer der så en disclaimer: dette er ikke et rigtigt referat. Som journalist véd jeg hvordan et rigtigt referat skal se ud. Referat er en særlig journalistisk disciplin, hvor man skal have det hele med og det vigtigste først – det indgik faktisk i optagelsesprøven på Journalisthøjskolen tilbage i 1977 at skrive referat. Men denne smukke, solrige oktoberdag i Restaurant Kastrup Strandpark tog jeg hverken noter undervejs eller orienterede mig om hvad der foregik ved alle de andre borde. Jeg var der først og fremmest for at mødes med mine gamle holdkammerater fra AFS-årgang 74, som jeg – med ganske få undtagelser – ikke havde set i 50 år (jeg missede 10-20-30-40 og andre -års jubilæer).

Ud af holdets oprindelige 69 var vi ni til jubilæum, hvilket måske ikke var imponerende, når man så de ti år ældre jubilarer fra årgang 64 møde talstærkt frem med hele 18 deltagere. Godt gået! Måske er jubilæer noget man sætter mere pris på med alderen? Eller også er nogle årgange bedre til at holde kontakten? Under alle omstændigheder skal der lyde stor ros til Jette, Kirsten og de andre, der har gjort et omfattende detektivarbejde med at finde så mange af os. Hverken PET eller FE fører registre over tidligere AFS’ere, så det er ikke helt så ligetil.

Snakken gik livligt omkring bordet, alle havde samlet et langt livs oplevelser og erfaringer sammen og delte villigt med os andre. Spændende at se og høre hvilke livsbaner folk havde fulgt gennem de 50 år der er gået, siden vi landede i Kastrup i 1974. Et fællestræk ved AFS’ere (en grov generalisering, jeg véd det, men alligevel) er at de er nysgerrige og hurtigt får gang i samtaler med dem, de nu er i selskab med. Og når selskabet ovenikøbet er andre AFS’ere, så er sammenligningen med summen fra et travlt bistade ikke skudt helt forbi.

Det var mit indtryk, at billedet var det samme omkring de øvrige borde (endnu en grov generalisering), men det kan jeg naturligvis ikke dokumentere.

Thora Gehl – AFS til Columbia 1984 og dermed 40-års jubilar – holdt festtalen og det gjorde hun godt. Her kan jeg kaste lidt fun fact på bordet og fortælle, at jeg mødte Thora første gang på TV-sporten i DR i 1985, hvor hun havde fået studiejob som telefonpasser og jeg havde fået job som ung journalist.

Thora er også gået medievejen og er i dag seniorrådgiver i International Media Support, som støtter uddannelse og opbygning af frie medier i lande, hvor det er vanskeligt – og i mange tilfælde dødsensfarligt – at være journalist eller på anden måde formidle sandheden og virkeligheden. Det må siges at være et ærefuldt erhverv for netop en eks-AFS’er.

Hans Dal (AFS 64) tog også ordet (og guitaren) og fortalte om dengang han havnede i en jam med Bob Dylan (”han var ikke så god til at synge eller til at spille på guitar”, som Hans sagde) og andre markante oplevelser fra sin AFS-tid i USA. Da han også fortalte, at han havde skrevet sange til ”Nissebanden” sammen med Flemming Jensen og optrådt i den berømte julekalender som nisseagenten A38, kunne de fleste godt genkende ham.

En kendt entertainer sagde engang til mig, at noget af det farligste er at komme imellem ældresagen og en buffet. Men her forløb det fredeligt, der var rigeligt med mad og ingen tilskadekomne.

Stor tak herfra til arrangørerne, til deltagerne og til selve institutionen AFS, som har betydet utroligt meget for os alle sammen – og som der er endnu mere brug for i verden end nogensinde før. Her på dagen for det amerikanske valg kunne man måske ligefrem ønske sig et nyt, inter-amerikansk program, hvor unge republikanere og demokrater kom på udvekslingsophold hos modparten. Dér ville man kunne tale om kulturel udveksling og afmontering af fordomme!

Pas på hinanden, keep in touch og vi ses om ti år igen – hvis vi holder lige så godt som Hans Dal og de andre årgang 64’ere!

Henrik Lerche, AFS til Californien ’74